Faggruppen for EDB & ITSådan gør vi

LinksDebatReferaterMenuBestyrelsenVedtægterForsiden

 

 

 

Send en e-mail til os

Sådan gør vi - februar 2003  [tidligere artikler...]

Brugervenlighed? Intet problem hos os!
Af Søren Mogensen, Syddansk Universitetsbibliotek

Nej. Nej. Nej! Misforstå mig ikke. Vores hjemmesider er ikke brugervenlige. Men det er ikke det, der er problemet.

Jeg ved alt om brugervenlighed. Jeg har læst alle bøgerne af Jakob Nielsen og en 10 stykker af andre forfattere. Jeg holder Jakob Nielsens nyhedsbrev. Jeg har skrevet anmeldelser af brugervenlighedsbøger (Se links nederst på siden). Jeg har læst statens anbefalinger. Jeg kender w3c.orgs sider om WAI og handicapvenlige sider.

Men alligevel, når jeg kører hjem om aftenen på min cykel, ved jeg godt, at det ikke er i orden.

Jeg forsøger at holde min kode ren. Men jeg skal lige lave noget hurtigt i Frontpage og så stinker koden.

Jeg har læst bøger om brugervelighedstest - men har aldrig udført en.

Jeg sætter alt tags og laver mine tabeller simple, men så fredag aften lykkes det at udsende 10 sider, hvor ikke et eneste handicappet menneske med en talegenkendelsesmaskine har en chance - eller hvor submit-knapperne sidder helt tosset, når jeg ser det igen om mandagen.

Hvad er problemet? Er problemet ressourcer?

Hvis jeg havde i timevis til at arbejde med web? Hvis jeg kunne sidde og kode og redigere websider uden at skulle spørge nogen? Hvis jeg havde tid til at læse om og implementere kun rigtige løsninger - ikke hovsa løsninger som organisationen ikke vil ændre i mange år bagefter. Jeg har lavet gif-billeder - som jeg har sagt til mig selv - nu laver vi lige det her foreløbigt - men som har ligget derude i årevis.

Men er det kun det?

Jeg har link, som jeg godt ved, jeg skulle have tid til at rette - men som ikke bliver rettet, fordi…? Vi har måske en forside, som jeg meget gerne ville sænke på dybt vand, men vi ved alle, hvor svært det er at ændre en forside. At forsiden er et resultat af mange kompromisser og diskussioner på mange niveauer i organisationen.

Det er måske "de andre" der er problemet? Det er måske pengene? Manglende kursusmuligheder? Manglende omtanke eller rettere tid til omtanke? Det er måske forvirrende projektplanlægning med 50 mennesker, der ved en hel masse - men egentligt ikke noget om hjemmesider - eller også gør de - men den "mindst ringe" løsning bliver alligevel jabbet igennem.

Er den største brugervenlighedssynd ikke et link som ikke virker? Og når vi skal ransage vores sorte hjemmesidesjæl, hvor mange har vi så af dem?

Jeg har egentlig ikke tekniske problemer - jeg har administrative. Jeg får ofte en lidt pudsig tanke efter et projekt. Alle har anstrengt sig og gjort deres bedste med arbejdet. Der har været møder og diskussioner. Vi kender vores brugere/lånere og har haft rigeligt med ressourcer. Men når jeg kigger på resultatet med objektivitetens isnende blik 14 dage senere er dommen: Alle gjorde deres bedste - men det var faktisk ikke godt nok.

Så brugervenlighedsproblemet er som design i det øvrige samfund ikke nødvendigvis mangel på evner, viden eller vilje. Når jeg skal åbne en nylig indkøbt vare fra Brugsen og ikke kan få cellofanen af, er det så fordi man inden for industridesign, ikke kan producere ting, som kan bruges på helt fornuftige måder? Svaret er nej - vi lægger bare kun mærke til ting, som ikke virker. Industrien producerer et læs af ting fra dørhåndtag til kaffemaskiner, der ikke bliver diskuteret. - Fordi de virker!

Når jeg cykler hjem med en flov smag i munden over, hvad jeg har udsat mine brugere for. Så er det en del af et nederlagstraume: Jeg kan aldrig gøre det godt nok.

Og det er det brugervenlighedsdebatten ender i. Vi ville aldrig, selvom vi havde alle de ressourcer vi overhovedet kunne tromme sammen, gøre hverken os selv eller alle tilpas. Vi kan ikke lave web for alle - på samme måde som man ikke lave cykler for alle. Man er i hvert fald nødt til at lave trehjulede også.

I brugervenlighedsdiskussioner er der fokus på nederlag - ikke på succes.

Efter at have læst hele dynen om alt-tags, tabeller og designteknik, er jeg nået frem til, at det lille daglige træk - hele tiden at tænke brugervenlighed ind i arbejdet - må være godt nok. Fordi der er så mange ting som skal spille sammen for at det bliver godt og jeg kan faktisk ikke styre ret mange af dem.

Så cyklen kører uden at jeg lægger mærke til det - den er nemlig brugervenlig. Og jeg tænker (selvom det ikke er helt sandt): Jeg laver ikke teknik - jeg laver organisation.

Jeg har tekniske problemer - de er sjove - men i virkeligheden er web-arbejde organisationsarbejde. Folk skal samarbejde. Og det kan være svært, når jeg og de andre tror det hele handler om teknik, men når det i virkeligheden handler om alt muligt andet.

OK? Jeg skulle have skrevet et indlæg om alt det der med Jakob Nielsen, "husk-at-sætte-alt-tags", store overskrifter og gode forms. Det må en anden gøre. Som humanistisk uddannet synes jeg den her diskussion er mere interessant. Teknikken kan jeg altid læse op på.

Søren Mogensen
www.ydigte.dk - www.swb.dk - www.bib.sdu.dk

(Links anbringer jeg nederst på siden ikke oppe i teksten - da læseren ellers ville forsvinde for mig og surfe videre. Mit mål er at du læser hele teksten, så derfor...)
Nogle gamle artikler om brugervenlighed:
Lær at lave dine hjemmesider ulæselige på 10 min
Bogomtaler - Brugervenlighed

Odense 9. februar 2003

 

[ Copyright © 2003 IT-faggruppen -  Sidst opdateret 21. October 2006 ]