|
IT-faggruppen
Spørgsmål til BF's forslag til ny struktur for faggrupperne
- Hvilke formalia har I tænkt, at der skal være for de nye netværk?
- Hvordan har I tænkt jer, at det skal fungere rent praktisk med oprettelse og nedlæggelse af netværk i fremtiden? Vi ønsker klare linier omkring beslutningskompetence og økonomi. Det er tydeligt nok, at faggruppernes penge går videre til det netværk, som overtager, men hvem får f.eks. pengene efter et nedlagt netværk?
Hvad sker der med de penge, som er til overs fra en nedlagt faggruppe?
- Hvem må være medlem? Vi har flere medlemmer af faggruppen, som ikke er medlem af BF.
- Økonomien er ikke til at gennemskue i det oplæg, som er sendt ud. Derfor ønsker vi en mere eksplicit forklaring af de økonomiske konsekvenser.
- Hvor meget anderledes vil det egentlig blive? Det er så moderne at kalde tingene noget nyt. Vi ønsker ikke et nyt navn bare for navnets skyld. Hvis vi skal omstrukturere, så skal der være mening bag.
- I skriver i oplægget, at I ønsker en løsere struktur, men samtidig skal der vælges en bestyrelse, og foreningsloven er vi naturligvis stadig underlagt af demokratiske hensyn. Vil en styregruppe kunne være et alternativ, set i lyset af at kalde tingene noget nyt? Hvordan vil en bestyrelse/styregruppe blive defineret i den nye struktur?
Kommentarer til BF's forslag til ny struktur for faggrupperne
- Bestyrelsen mener det er positivt at ligestille ansættelses- og faggrupperne.
- Det er prisværdigt, at BF ønsker at nytænke faggrupperne. Ikke alle faggrupper har udviklet sig i lige høj grad, og det er vidt forskelligt, hvor meget arbejde de hver især kan påtage sig. Derfor synes vi det er fint, at I gerne vil gøre det lettere.
- Det er positivt, at BF ønsker en mere aktiv involvering af faggrupperne/netværkene i udviklingsarbejde. Vi vil gerne bidrage med vores kompetencer.
- Hellere bedre funktionalitet end nye labels
Forslag til BF's forslag til ny struktur for faggrupperne
- Når BF ønsker at fjerne meget af den administrative byrde hos faggrupperne/netværkene bør I også overtage administrationen af økonomi, medlemshåndtering generelt (ikke kun indkassering af kontingent). Det betaler vi gerne for. Man kunne f.eks. ansætte en deltidsbogholder, som kunne styre kassererfunktionen for alle netværk. Budgetter skal vi nok administrere. Dermed kan vi udelukkende bruge tiden på at lave aktiviteter for medlemmerne, og bruge tid på at holde os opdateret med udviklingen på medlemmernes vegne. Herudover vil det give os tid til at deltage i BF udviklingsarbejder.
- En mere enkel, overskuelig og klar struktur. Den BF opstiller i oplægget virker kompleks og uklar. Igen stiller vi spørgsmålet, hvor meget anderledes bliver det? I IT-faggruppen har vi i forvejen en løs struktur til trods for konkret arbejdsfordeling mellem bestyrelsesmedlemmerne.
- Når BF skal til at iværksætte den nye struktur, ser bestyrelsen gerne, at I udnytter teknologiens muligheder for f.eks. genbrug af data. Vi vil gerne høre, hvad I har tænkt jer af IT-struktur eller IT-strategi for de nye netværk. I lægger op til at alle aktiviteter skal foregå på BF's medlemssider, men hvordan er jeres konkrete vision.
- Vi har spurgt os selv, hvad medlemmerne egentlig ønsker af faggrupperne. Vi foreslår derfor, at BF gennemfører en undersøgelse af medlemmernes forventning til de nye netværk. Det behøver ikke være en stor forchromet udgave. Det kan bidrage til at sikre medlemmernes aktivitet i de fremtidige grupper/netværk.
- Det bør stå netværkene frit at holde generalforsamling uafhængigt af BF's. Så længe BF's generalforsamling er som de er, så oplever faggrupperne på nuværende tidspunkt, at vores medlemmer ikke "gider" deltage i vores generalforsamling, når de holdes sammen med BF. Vi vil gerne have en mere uformel generalforsamling, hvor det er dialogen med medlemmerne, som er i fokus.
IT-faggruppen, den. 25. februar 2004
[ Copyright © 2002 IT-faggruppen -
Sidst opdateret
21. October 2006 ]
|