|
Referat af bestyrelsesmøde tirsdag den 24. marts 2004 kl. 13-17
Sted: BF, Frederiksberg
Tilstede: Vibeke, Esben, Morten, Gitte (suppl.), Gro (suppl.) &
Jesper (referent)
Fraværende: Anni
1.
Orientering siden sidst
Referatet fra De nye teknologier af Gitte ass. af Vibeke og Esben er publiceret i det nys udkomne nr. af Bibliotekspressen.
Annoncer i samme blad er gratis - 1 annonce pr. arrangement. (Max 700 tegn. En kvart side)
Jytte Dahl fra FLOB var glad for samarbejdet omkring temadagen om pornofiltre.
Det foreløbige regnskab for temadagen viser et underskud på 6.012,44. Der mangler stadig regning fra oplægsholdere og et par indbetalinger fra deltagerne. Det endelige underskud bliver ca. 8.000 kr.
Deltagerantallet til IA(Information Architecture)-konferencen på Klarskovgård er blevet meget større end forventet: 115! Det betyder, at det kan blive vanskeligt at finde overnatning til alle. Så hvor Vibeke, Gitte og Esben, som alle deltager, kommer til at sove det står hen i det uvisse!
DFs (Danmarks Forskningsbiblioteksforening) Forum for Informationsarkitektur (DF-IA) har ansporet af succesen - planer om at lave noget lignende om IA om halvandet års tid. Vi kunne måske deltage igen på sidelinien, og så håbe, at der vil deltage flere bibliotekarer fra folkebibliotekerne. De er så ganske sløjt repræsenteret på den kommende konference.
Esben har på nettet fundet nogle udenlandske faglige netværk:
LITA hos ALA og IFLA's
IT sektion. Esben sender dem en mail for at gøre opmærksom på vores eksistens, men vi ser først et udkast, før han sender den.
Gro vil kontakte et lignende norsk fagligt netværk, og lover også at kigge på det svenske.
2. Opfølgning på opgaver
Weblogs Esben laver kursus på skolen i efteråret og er derfor indisponeret som instruktør på et arrangement i faggruppens regi. Det må blive senere.
Logo'et er helt færdigudviklet, og faktura til A-Vang (Anders Vang Nielsen) er
betalt.
Stafetten er gået i stå. Claus Just har fået en opfordring til at skrive om Internet-pc booking applikationen, som han har været med til at udvikle, og jeg har på trods af den ganske alvorlige trussel om tildeling af indtil flere flasker rødvin ikke hørt fra ham desangående. Esben har et andet offer i kikkerten. Vedkommende vil ved først givne lejlighed blive kontaktet.
3. Økonomi (Morten)
Efter underskuddet på temadagen om pornofiltre begynder vores regnskab at se lidt mere normalt ud. Hurra for det! Men eller går det fint med finanserne. Morten har nogle spekulationer omkring posteringsrutinerne, men han håber at få dem afklaret efter at have modtaget de mange mapper fra Michael efter aftenens arrangement.
4. Ny struktur for faggrupperne
Alle bestyrelsesmedlemmer havde via Vibeke modtaget BFs udspil om en ny struktur for faggrupperne. Udspillet eller visionen mangler præcision i nogle passager, og Vibeke vil sætte et brev sammen til BFs bestyrelse om vores spørgsmål/indvendinger og forsøge at fået et møde i stand i marts - ledsaget af Anni, Esben og Gro.
5. Fremtidige arr.
Anni vil gerne lave to workshops et på hver side af Storebælt omhandlende udarbejdelsen af en sikkerhåndshåndbog. Hun vil helst frikøbes af faggruppen, og det ser vi intet til hinder for. Sted kunne være hhv. BF, Frederiksberg og Vejle Bibliotek, og tid april/maj.
Eventuelt et gå-hjem-møde om digitalisering/arkiverings opgaver med folk fra Statsbiblioteket som oplægsholdere
6. Generalforsamling 2004
Vibeke har forespurgt hos BF vedr. vores ønske om afholde vores generalforsamling alene dvs ikke i forbindelse med med BFs - i år på Nyborg Strand og svaret må fortolkes som en nølende accept af vores anmodning. I BFs vedtægter står der faktisk, at faggruppernes generalforsamlinger skal afholdes i forbindelse med BFs!
Arr. i forbindelse med vores generalforsamling kunne f. eks. være:
Pervasive computing (Innovation Lab)
Open Source hvor langt kan man gå og er man nået, hvis man ikke vil bruge Microsofts produkter.
En workshop i eget regi måske om Hotspots?
Sted: København? (så kommer der flest)
Sted: Uge 46? I forbindelse med Bogforum 12. - 14. november?
Efterfølgende middag for deltagerne på faggruppens regning lige som sidst.
7. Eventuelt
Esben: Hvilke forventninger har vore medlemmer egentlig til faggruppen. Hvorfor har de meldt sig ind i gruppen? Skulle vi ikke foranstalte en spørgeskemaundersøgelse (naturligvis på Web-formular og med passende præmier!) for at finde ud af det? Vi skal selvfølgelig indhente professionel hjælp til udarbejdelse af en sådan formular.
Næste møde tirsdag den 11. maj kl. 13-16, BF, Frederiksberg.
Bilag: Bestyrelsens tanker om BFs udspil om en ny struktur for ansættelses- og faggrupper.
[ Copyright © 2002 IT-faggruppen -
Sidst opdateret
21. October 2006 ]
|