|
Bestyrelsens beretning ved Generalforsamlingen
2003
Bestyrelsen
Til GF 2002 skulle der vælges 3 nye bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
Anni Guldberg Madsen valgte at genopstille, og blev valgt. Herudover
ønskede vores suppleant Morten Nielsen at indtræde i bestyrelsen som
fuldgyldigt medlem. Forud for GF havde bestyrelsen fået tilkendegivelse
fra Jesper Svarre Nielsen om, at han ønskede at være med i bestyrelsen. Så
selvom vi kun havde 1 deltager i selve GF, blev bestyrelsen fuldtallig.
Efterfølgende fik vi 2 suppleanter, da vi udsendte en opfordring via
mailinglisten.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig. Vibeke Højmark
Larsen fortsatte som formand, Michael Kørner som kasserer, Morten som
webmaster, Anni som 'mail-liste bestyrer' og Jesper påtog sig
sekretærrollen.
Ved denne generalforsamling skal der vælges 2 nye bestyrelsesmedlemmer.
Der er 1 siddende bestyrelsesmedlem og 1 suppleant, der ønsker at
opstille. Formanden Vibeke genopstiller. Suppleanten Esben Fjord Nielsen
har valgt at deltage aktivt i bestyrelsesmøderne, og stiller i dag op til
bestyrelsen.. Vi mangler nu 2 suppleanter.
Arbejdet i bestyrelsen forløber sig til 4-5 bestyrelsesmøder om året. Vi
tager som altid hensyn til folks arbejde, og planlægger møderne, så alle
har mulighed for at deltage. Kommunikationen på e-mailen er i perioder
stigende, og vi forsøger at fordele arbejdsopgaverne ligeligt. Vi
respekterer, at folk kan være pressede på arbejdet eller i
uddannelsesøjemed. Det er ikke en umulig opgave at deltage i
bestyrelsesarbejdet, og arbejdet er meget givende i forhold til
erfaringsudveksling og netværksdannelse.
Bestyrelsen har erfaret, at posten som kasserer er særligt arbejdstynget.
Derfor er det blevet besluttet, at der betales en form for vederlag til
den person, der varetager posten. Det kan f.eks. være betaling for
kursusdeltagelse eller lignende. Suppleanter vælger deres eget
aktivitetsniveau i bestyrelsen. Vi ser gerne, at suppleanter deltager i
møderne, så de ved, hvad der foregår. Det er også rart, hvis de bidrager
med kreative ideer.
Særlige indsatsområder i beretningsperioden 2002-2003:
Der var flere indsatsområder i den forgangne periode, som der er arbejdet
på at gennemføre.
* Mere kontakt til medlemmerne. Det er ikke helt lykkedes os. Kun få
medlemmer reagerer på de mails, som vi sender ud. Vi har dog ikke noget
problem med at få deltagere til arrangementerne. Det tolker vi, som en
positiv tilkendegivelse af vores arbejde.
* Få medlemmerne til at udveksle erfaringer gennem "Sådan gør vi". Vi har
indset, at det er svært at få folk til at dele deres erfaringer.
Medlemmerne er åbenbart tilbøjelige til i stedet at dele viden gennem
andre netværk. Det er svært at overbevise medlemmerne om, at andre er
interesseret i deres erfaringer. Derudover er der en form for blufærdighed
blandt medlemmerne. De synes ikke at ønske at stille sig selv til skue.
Det er dog blevet til 3 stk. "Sådan gør vi" i denne periode. Som noget nyt
har vi forsøgt os med rødvin, som "betaling" for arbejdet med at skrive.
Vi har startet en form for stafet med det formål at sikre, at faklen
bliver givet videre. Det tager sin tid, men vi fortsætter fremover med
stafetten og rødvinen.
* Synliggørelse i Bibliotekspressen. I det forløbne år har faggruppen haft
1 artikel i Bibliotekspressen. Den handlede om vores gå-hjem møde om
elektronisk dokumenthåndtering hos Novo Nordisk. Bestyrelsen er begyndt at
skrive "referater" om faggruppens afholdte arrangementer, hvor vi
opsummerer konklusioner osv. Referatet forsøger vi at få bragt i
Bibliotekspressen for at synliggøre faggruppen og informere dem, der ikke
havde mulighed for at deltage. De vil under alle omstændigheder være at
finde på faggruppens websider.
* Bedre profilering af faggruppen udadtil, eksempelvis i andre
brancheblade. Faggruppens kommende konference om informationsarkitektur
annonceres i Computer World. Måske kan det lokke nye medlemmer til!
Arrangementer vi har afholdt i denne periode er:
* Temadag om brugervenlighed i Vejle, i samarbejde med Gentofte
Bibliotekerne
* Gå-hjem møde om elektronisk dokumenthåndtering på Novo Nordisk, i
samarbejde med DFID
* "Projekt Downlaan", i forbindelse med generalforsamlingen
* Roadshowet "Sådan bliver man Bedst på Nettet" i København og Vejle, i
samarbejde med BF
Medlemmer
Faggruppen har 165 medlemmer, heraf 5 ikke-medlemmer af BF. 87 ansat i
folkebiblioteker, 27 i forsknings- og specialbiblioteker og 51 er ansat
andre steder, bl.a. i private virksomheder.
Som bebudet i sidste års beretning, har vi arbejdet på en politik, for
anvendelse af faggruppens mailingliste. Der var tidligere tvivlsspørgsmål
om brugen af den. For at opretholde troværdigheden til listen har vi
valgt, at det kun er bestyrelsen, der kan skrive ud. Det er også
besluttet, at formålet er at informere vores medlemmer om bestyrelsens
aktiviteter eller interessante arrangementer, som vi bliver gjort
opmærksom på.
Faggruppens diskussionsfora på BFs lukkede sider ligger stille
meget af tiden. BF har oplyst, at 87 af faggruppens medlemmer har oprettet
login til BF's medlemsweb. Det er ikke mange ud af 162 medlemmer.
Vi har diskuteret, hvorfor så mange af medlemmerne ikke har tilmeldt sig,
hvorfor diskussionerne ikke foregår på denne måde, og hvad vi kan gøre for
at sætte gang i debatten. Stilhed synes at være et karaktertræk for flere
af BF's diskussionsfora. Bestyrelsens tese er, at det er besværligt at
skulle logge på med medlemsnummeret (som der er problemer med at huske),
for at svare på et indlæg. Det mener vi, afholder folk fra at skrive. Vi
har derfor taget det op hos BF, men meldingen er, at det ikke er muligt at
ændre proceduren på nuværende tidspunkt. Derudover er der igen det, at
folk bruger deres nære netværk i stedet, eller måske ikke ønsker at
udstille dem selv.
Hjemmeside
Et nyt tiltag er, at vi, fra BF, fremover får kvartals- & årsstatistikker
over brugen af vores sider. Dem vil vi naturligvis anvende i udviklingen
af faggruppens websider.
Kontakt til BF
Bestyrelsen bliver i højere grad bedt om, af BF, at indsende høringssvar i
relevante sager. Det er en god mulighed for at få indflydelse på
medlemmernes vegne.
Faggruppen har i perioden deltaget i 3 af BF's Fælles Faggruppemøder. Det
er et godt sted at skabe kontakter, som kan anvendes til fordel for
medlemmerne. Seneste diskussion på fælles møderne er organiseringen af
faggrupperne. Flere faggrupper har svært ved at mobilisere
bestyrelsesmedlemmer, og overvejer om de skal nedlægge gruppen. Vores egen
faggruppe har haft samme problem, men har været "heldige" hver gang. Det
er derfor også vigtigt, at det er nemt for bestyrelsesmedlemmerne at
deltage i møder og arrangementsarbejdet. Det har bl.a. medført, at
faggruppen betaler for flybilletter til dem, der har ekstra langt til
mødestedet.
Faggruppens nye kontaktperson i Hovedbestyrelsen, Bettina Graabech, har
deltaget i et bestyrelsesmøde i løbet af året. Bestyrelsen ser frem til et
godt samarbejde med Bettina.
Forventninger til og mål for den kommende periode (2004-2005) -
Arbejdsprogram:
* Skift af navn til IT-faggruppen
IT-faggruppen mener bestyrelsen, er et mere tidssvarende navn. IT er et
bredt begreb, som indkapsler vores medlemmers interesser. Såfremt det
bliver vedtaget på GF, betyder det, at vi bl.a. skal have ændret vores
logo.
* Nye arrangementer
I denne periode har vi allerede planlagt flere arrangementer. Det er:
- "De nye teknologier" d. 27/11 2003, i samarbejde med kursusafdelingen på
Danmarks Biblioteksskole
- Konference om Informationsarkitektur d. 9-10/3 2004, i samarbejde med DF
- Temadag om pornofiltre januar 2004. Arrangementet skulle være afholdt
her i efteråret, men er udsat. Udsættelsen skyldes, at Biblioteksskolens
arrangement om samme emne skiftede karakter. Fra en debat mellem
biblioteksledere og politikere, til en undersøgelse af forskellige
pornofiltre. Derfor har bestyrelsen valgt, at afvente rapporten fra
Danmarks Biblioteksskole, og derefter holde en temadag. Temadagen
indeholder bl.a. oplæg af leverandører af pornofiltre.
Andre mulige emner er:
- Sikkerhedstemadag. Det var planlagt, at sikkerhedstemadagen skulle
afholdes i år. I stedet har vi udskudt den til denne periode. Vi har
allerede diskuteret indhold af dagen, og har mulige oplægsholdere i
tankerne
- Workshop om weblogs. Hvordan konstrueres og anvendes de?
- Licensbaserede nettjenester
- Programmer til e-learning
* Indflydelse i BF
Bestyrelsen arbejder hen i mod at blive en af BF's foretrukne faggrupper i
forbindelse med udvalgsarbejde og lignende. Vores mål i øjeblikket er at
være en aktiv del af BF's organ for at følge udviklingen af Bibliotek.dk.
Det betyder bl.a., at bestyrelsen kommer med input til BF's medlem af
Bibliotek.dk-udvalget (Bodil Wöhnert fra Referencefaggruppen).
* Internationalt udkig
I den kommende periode vil vi se nærmere på det internationale.
Bestyrelsen vil melde faggruppen ind i relevante grupper i IFLA,
eksempelvis Information Technology Section. Vi vil også søge kontakt til
faggrupper og andre samarbejdspartnere uden for Danmarks grænser, der
ligner os. Vi håber, at det giver nye ideer til arrangementer m.m.
* Fokus på bibliotekernes digitalisering
Vi vil se nærmere på bibliotekernes digitale tilbud. Eksempelvis er det
interessant at se på, i hvilken grad de anvendes. Det bliver muligvis en
ide til et kommende arrangement.
Bestyrelsen for Faggruppen for edb & IT
[ Copyright © 2003 IT-faggruppen -
Sidst opdateret
21. October 2006 ]
|