|
Bestyrelsens beretning ved Generalforsamlingen
2002 Bestyrelsen
Efter GF 2001 var faggruppen i den situation at der manglede medlemmer
til bestyrelsen. Der blev udsendt en opfordring til medlemmerne om at
melde sig til bestyrelsesarbejdet. Det affødte 5 henvendelser fra
medlemmer der gerne ville tage en tørn. Faggruppen afholdt en elektronisk
afstemning blandt de frivillige og der blev fundet frem til 1
bestyrelsesmedlem og 2 suppleanter.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig. Anni som har
været formand siden faggruppens oprindelse 3 år tilbage syntes det var
tid til at en anden blev formand. Anni har været glad for formandsposten,
men ønskede ikke at gro fast i den. Vi talte om det gav mening at have en
formand, andre faggrupper har i stedet en kontaktperson til BF. Vi blev
hurtigt enige om at det er rart at der er en "frontfigur" så
man ved hvem man umiddelbart kan kontakte. Vibeke meldte sig frivilligt
til formandsposten, Michael ville gerne fortsætte som kasser, Morten
påtog sig webmasterrollen, mens Brian og Susanne deltes om
sekretæropgaverne.
Nye bestyrelsesmedlemmer
Ved denne generalforsamling skal der vælges 3 nye
bestyrelsesmedlemmer, der er 1 siddende og 1 suppleant der ønsker at
genopstille, så vi håber, en af jer her på generalforsamlingen har
lyst til at prøve sig med bestyrelsen. Arbejdet i bestyrelsen former sig
på den måde, at vi holder 4-5 bestyrelsesmøder om året, fra kl.14
eller 15 af hensyn til folks arbejde. I folkebibliotekerne er der
tradition for, at man er meget glad for at have et medlem i en
faggruppebestyrelse, fordi det er en gevinst for arbejdsstedet, at man har
fingeren på pulsen og er med, hvor tingene sker. Men sådan er det ikke
på alle arbejdspladser. Derfor har vi lagt møderne, så man alligevel
havde mulighed for at deltage i bestyrelsesarbejdet, og det
vil vi blive ved med. Vi mailer (naturligt nok) meget sammen i
bestyrelsen, og nogen gange fordeler vi en arbejdsopgave, så dem i
København laver den ene del, og dem i Nordjylland den anden. Og vi
respekterer, at folk er i gang med uddannelser og har afleveringsterminer
for opgaver m.m. Så det er ikke en umulig opgave at deltage i
bestyrelsesarbejdet. Derudover vil vi meget gerne have 2 suppleanter.
Særlige indsatsområder i beretningsperioden 2001-2002:
Få nye medlemmer til faggruppens bestyrelse. I denne forbindelse blev
elektronisk afstemning afprøvet og anset som en god måde for medlemmerne
at stemme.
Nyt webdesign til faggruppens webside, som blev fundet gennem en
konkurrence.
Væsentligste aktiviteter i faggruppen i beretningsperioden 2001-2002:
Konkurrence om nyt webdesign til faggruppens webside. Bestyrelsen har
deltaget i seminar om bibliotekarstandens profilering og taler med BF om
videre samarbejde herom.
Medlemmer
Faggruppen har 157 medlemmer, heraf er 86 ansat i folkebiblioteker, 27
i Forsknings- og specialbiblioteker og 44 er ansat andre steder, bl.a. i
private virksomheder.
Praksis for kommunikation med medlemmerne er via mailinglisten, og
bestyrelsen vil gerne arbejde på at skabe mere kontakt til medlemmerne.
Især vil vi arbejde på en politik for anvendelse af faggruppens
mailingliste, da der stadig er tvivlsspørgsmål om brugen af den. I
faggruppens nye webdesign forventer bestyrelsen at have fået et værktøj
der kan hjælpe hertil. Faggruppens diskussionsfora har ligget stillet
længe og vi vil i fremtiden arbejde mod at få medlemmerne til at trække
på hinandens erfaringer, vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver
gang. BF har nu fået søsat sit projekt med diskussionsfora så det vil
bestyrelsen se nærmere på.
Arrangementer
Et arrangement er det blevet til i faggruppen i det forløbne år,
"Bibliotekerne i netværkssamfundet" i forbindelse med
Generalforsamlingen 2002. Sidste år blev der afholdt 6, bestyrelsen har i
år manglet inspiration og har ikke set sig i stand til at lægge samme
kræfter i arbejdet i år. Ved en rundspørge til medlemmerne om ønsker
til arrangementer kom der desværre ikke nogen tilbagemeldinger, men
bestyrelsen er dog blevet inspireret og i det
næste år er der flere mulige arrangementer på bedding.
Hjemmeside
Bestyrelsen fandt at det var tid til at redesigne faggruppens
hjemmeside. Den var blevet ustruktureret, uhensigtsmæssig for bestyrelsen
og syntes ikke tidssvarende. Derfor blev der udskrevet en konkurrence for
at få et nyt webdesign, med et digitalt kamera som
præmie. Der var desværre ikke nogen medlemmer som fandt konkurrence
spændende nok, men 1 folkeskoleelev og 2 gymnasieelever valgte at
tilmelde deres webdesign til konkurrencen. Deriblandt fandt vi vores nye
webdesign og det er nu blevet implementeret på faggruppens
hjemmeside som der stadig arbejdes på.
Kontakt til BF
Bestyrelsen har i det forløbne år deltaget i 3 fællesmøder for BF
og faggrupperne. Gennem disse får vi ideer om hvad de andre faggrupper
beskæftiger sig med, og god kontakt både til BF og faggrupperne.
BF afholdt i starten af 2002 seminar om profilering af bibliotekarfaget. 2
bestyrelsesmedlemmer deltog i seminaret som bl.a. udmøntede sig i et
Idekatalog til eksempelvis projekter der kan være med til at profilere
vores fag. BF har siden talt med faggrupperne om hvilken indsats vi har
mulighed for at gøre med de ressourcer vi er i besiddelse af og denne
samtale fortsætter ind i det nye år. Det kan dog nævnes at
bestyrelsen løbende bliver kontaktet af personer både inden- og udenfor
professionen der ønsker vores rådgivning i forskellige situationer, så
profileringen udadtil gennem hjemmesiden synes at virke.
Faggruppens kontaktperson i Hovedbestyrelsen, Anne Tvedsøe, har deltaget
i et bestyrelsesmøde i løbet af året og det var spændende at få en
detaljeret beretning fra hovedbestyrelsen om de aktiviteter der foregår
der, og en mulighed for faggruppen at gøre opmærksom på de ting vi
foretager os. I det forløbne år har vi i faggruppen haft 2 artikler i
Bibliotekspressen; en om vores webdesignkonkurrence og en om 8 år med
Internettet.
Forventninger til og mål for den kommende periode (2003-2004)
Arbejdsprogram:
Mere kontakt til medlemmerne.
Politik for anvendelse af faggruppens mailingliste.
Få medlemmerne til at udveksle erfaringer, ideen med "Sådan gør
vi"-
artikler synes ikke at være slået an, og målet er i denne periode at
finde en bedre metode.
Mulige arrangementer der forsøges afholdt i den kommende periode er:
Opfølgning på Sikkerhedstemadag, Brugervenlighed, Hvordan bliver dit
bibliotek Bedst på Nettet, Content Management, og Tools for
webmasters.
Synliggørelse i Bibliotekspressen, og måske oprette eget nyhedsbrev. Med
hensyn til sidstnævnte afventes i øjeblikket udspil fra BF omkring
tilbud på deres websider.
Bedre profilering af faggruppen udadtil, eksempelvis i andre brancheblade.
Bestyrelsen for Faggruppen for edb & IT
[ Copyright © 2002 IT-faggruppen -
Sidst opdateret 21. October 2006 ]
|